2. november mindes alle trofaste

Helligdag for 2. november

Historien om mindet om alle de troende gik bort

Kirken har opmuntret til bøn for de døde siden oldtiden som en handling af kristen velgørenhed. "Hvis vi ikke passede de døde", bemærkede Augustin, "ville vi ikke have den vane at bede for dem". Alligevel havde præ-kristne ritualer for de døde et så stærkt greb om den overtroiske fantasi, at en liturgisk mindehøjtidelighed ikke blev observeret før i den tidlige middelalder, da klostersamfund begyndte at fejre en årlig bønnedag for afdøde medlemmer.

I midten af ​​det 2. århundrede besluttede den hellige Odilus, abbed i Cluny, Frankrig, at alle Cluniac-klostre tilbyder særlige bønner og synger kontoret for de døde den XNUMX. november, dagen efter Allehelgensdag. Skikken spredte sig fra Cluny og blev endelig vedtaget i hele den romerske kirke.

Festens teologiske fundament er anerkendelsen af ​​menneskelig svaghed. Da få mennesker når fuldkommenhed i dette liv, men snarere går i graven, der stadig er markeret med spor af syndighed, synes en periode med renselse at være nødvendig, før en sjæl kommer ansigt til ansigt med Gud. Trent-rådet bekræftede denne tilstand. af skærsilden og insisterede på, at de levende bønner kan fremskynde renselsesprocessen.

Overtro klamrede sig let ved overholdelse. Middelalderens populære tro hævdede, at sjæle i skærsilden kunne vises på denne dag i form af hekse, tudser eller klynger. Madoffrene på graven lindrede angiveligt resten af ​​de døde.

Overholdelser af mere religiøs karakter har overlevet. Disse inkluderer offentlige processioner eller private besøg på kirkegårde og dekorationer af grave med blomster og lys. Denne ferie observeres med stor inderlighed i Mexico.

Afspejling

Hvorvidt vi skal bede for de døde er et af de store problemer, der skiller kristne. Forfærdet over misbrug af aflad i sin tids kirke afviste Martin Luther begrebet skærsilden. Alligevel er bøn til en elsket for den troende en måde at slette al afstand, endda døden. I bøn er vi i nærværelse af Gud i selskab med en, vi elsker, selvom den person mødte døden foran os.