Hvordan man beder i tavshed, hvisken af ​​Gud

Gud skabte også stilhed.

Stilhed "lyder" i universet.

Få er overbevist om, at stilhed kan være det mest egnede sprog til bøn.

Der er dem, der har lært at bede med ord, kun med ord.

Men han kan ikke bede med stilhed.

"...En tid til at tie og en tid til at tale..." (Prædikeren 3,7).

Men nogen, selv betinget af den modtagne træning, tiden til at være stille i bøn, og ikke kun i bøn, kan bare ikke gætte det.

Bøn "vokser" i os i omvendt proportion til ord eller, hvis vi foretrækker det, fremskridt i bøn parallelt med fremskridt i stilhed.

Vand, der falder ned i en tom kande, larmer meget.

Men når vandstanden stiger, forsvinder støjen mere og mere, indtil den forsvinder helt, fordi fartøjet er fyldt.

For mange er stilhed i bøn pinligt, næsten ubelejligt.

De føler sig ikke tilpas i stilhed. De overlader alt til ord.

Og de er ikke klar over, at kun stilhed udtrykker helheden.

Stilhed er fylde.

At være stille i bøn svarer til at lytte.

Stilhed er mysteriets sprog.

Der kan ikke være nogen tilbedelse uden stilhed.

Stilhed er åbenbaring.

Stilhed er dybets sprog.

Vi kan sige, at stilhed ikke så meget repræsenterer den anden side af Ordet, men er selve Ordet.

Efter at have talt tier Gud og kræver stilhed af os, ikke fordi kommunikationen er slut, men fordi der stadig er andre ting at sige, andre betroelser, som kun kan udtrykkes ved tavshed.

De mest hemmelige realiteter er betroet til tavshed.

Stilhed er kærlighedens sprog.

Det er Guds måde at banke på.

Og det er også din måde at åbne op for ham på.

Hvis Guds ord ikke lyder som tavshed, er de heller ikke Guds ord.

I virkeligheden taler han til dig i stilhed og lytter til dig uden at høre dig.

Det er ikke for ingenting, at sande Guds mænd er ensomme og tavse.

Den, der nærmer sig ham, tager nødvendigvis afstand fra snak og larm.

Og den, der finder ham, kan som regel ikke finde ordene igen.

Guds nærhed dæmper.

Lys er en eksplosion af stilhed.

I den jødiske tradition, når vi taler om Bibelen, er der et berømt rabbinsk ordsprog også kendt som loven om de hvide rum.

Han siger dette: "...Alt er skrevet i de hvide mellemrum mellem det ene ord og det andet; intet andet betyder noget...".

Ud over den hellige bog gælder iagttagelsen for bøn.

Jo mere, jo bedre, bliver der sagt eller rettere sagt ikke sagt i intervallerne mellem det ene ord og det andet.

I dialogen om kærlighed er der altid en uudsigelig, der kun kan leveres til en dybere og mere pålidelig kommunikation end ords.

Bed derfor i stilhed.

Bed MED stilhed.

Bed stilhed.

"...Silentium pulcherrima caerimonia...", sagde de gamle.

Stilhed repræsenterer den smukkeste ritual, den mest grandiose liturgi.

Og hvis du virkelig ikke kan lade være med at tale, så accepter alligevel, at dine ord er opslugt i dybet af Guds tavshed.

Guds hvisken

Taler Herren i støj eller i stilhed?

Vi svarer alle: i stilhed.

Så hvorfor tier vi ikke engang?

Hvorfor lytter vi ikke, så snart vi hører en hvisken af ​​Guds Røst nær os?

Og igen: taler Gud til den ophidsede sjæl eller til den stille sjæl?

Vi ved godt, at der skal være lidt ro, ro til sådan lytning; det er nødvendigt at isolere sig noget fra enhver forestående spænding eller stimulus.

At være os selv, alene, at være i os selv.

Her er det væsentlige element: i os.

Derfor er mødestedet ikke udenfor, men inde.

Det er derfor godt at skabe en erindringscelle i sin ånd, så den guddommelige gæst kan mødes med os. (fra pave Paul VI's lære)