Kommentar til evangeliet af Fr Luigi Maria Epicoco: Mk 7, 31-37

De bragte en døvstumme til ham og bad ham om at lægge sin hånd på ham ”. De døve og stumme, som evangeliet henviser til, har intet at gøre med brødrene og søstrene, der lever denne form for fysisk tilstand, og fra personlig erfaring mødte jeg tilfældigvis virkelige figurer af hellighed netop blandt dem, der tilbringer deres liv iført denne form for fysisk mangfoldighed. Dette fjerner ikke det faktum, at Jesus også har beføjelsen til at befri os fra denne type fysisk sygdom, men hvad evangeliet ønsker at fremhæve har at gøre med en indre tilstand af umulighed til at tale og lytte. Mange mennesker, jeg møder i livet, lider af denne form for indre stilhed og døvhed. Du kan bruge timer på at diskutere det. Du kan forklare i detaljer hvert eneste stykke af deres oplevelse. Du kan bede dem om at finde modet til at tale uden at føle sig dømt, men oftest foretrækker de at bevare deres indre lukkede tilstand. Jesus gør noget der er meget vejledende:

”Han tog ham væk fra mængden og lagde fingrene i hans ører og rørte ved hans tunge med spyt; så kiggede mod himlen, han sukkede ud og sagde: "Effatà" det vil sige: "Åbn op!". Og straks blev hans ører åbnet, knuden på hans tunge blev løsnet, og han talte korrekt ”. Det er kun muligt at gå fra en ægte intimitet med Jesus fra en hermetisk tilstand af lukning til en tilstand af åbenhed. Kun Jesus kan hjælpe os med at åbne op. Og vi må ikke forsømme, at disse fingre, det spyt, de ord, vi fortsat altid har med os gennem sakramenterne. De er en konkret begivenhed, der muliggør den samme oplevelse, der er fortalt i dagens evangelium. Derfor kan et intenst, sandt og ægte sakramentalt liv hjælpe mere end mange samtaler og mange forsøg. Men vi har brug for en grundlæggende ingrediens: ønsker det. Faktisk er det, der undslipper os, at denne døvstumme bringes til Jesus, men så er det han, der beslutter at lade sig lede af Jesus væk fra mængden. FORFATTER: Don Luigi Maria Epicoco