De visionære af Medjugorje så Skærsilden: hvad de sagde

Vicka: Skildsild er også en stor plads. I Purgatory ser du dog ikke mennesker, du ser bare en stor tåge, og du hører ...

Fader Livio: Hvad føler du?

Vicka: Du føler, at folk lider. Du ved, der er lyde ...

Fader Livio: Jeg har lige udgivet min bog: "Fordi jeg tror på Medjugorje", hvor jeg skriver, at i Skærsilden ville de have lyst til at græde, råbe, slå ... Er det korrekt? Også jeg kæmpede for at finde de rigtige ord på italiensk for at give mening om, hvad du siger på kroatisk til pilgrimme.

Vicka: Du kan ikke sige, at du kan høre slag eller endda græde. Der ser du ikke mennesker. Det er ikke som himlen.

Fader Livio: Hvad føler du da?

Vicka: Du føler, at de lider. Det er en lidelse af forskellig art. Du kan høre stemmer og endda lyde, ligesom nogen slår sig selv ...

Fader Livio: Slår de hinanden?

Vicka: Det føles sådan, men jeg kunne ikke se. Det er svært, far Livio, at forklare noget, som du ikke ser. Det er en ting at føle, og en anden er at se. I paradiset ser du, at de går, synger, beder, og derfor kan du rapportere det nøjagtigt. I Purgatory kan du kun se en stor tåge. De mennesker, der er der, venter på, at vores bønner kan gå til himlen så hurtigt som muligt.

Fader Livio: Hvem sagde, at vores bønner venter?

Vicka: Vores frue sagde, at de mennesker, der er i skærsilden, venter på, at vores bønner kan komme til himlen så hurtigt som muligt.

Fader Livio: Hør, Vicka: vi kunne fortolke paradisets lys som den guddommelige tilstedeværelse, hvor de mennesker, der er på det sted af lykke, er nedsænket. Hvad betyder tågen fra Purgatory efter din mening?

Vicka: For mig er tåge bestemt et tegn på håb. De lider, men har et bestemt håb om, at de vil gå til himlen.

Fader Livio: Det slår mig, at vores frue insisterer på vores bønner for Purgatory's sjæle.

Vicka: Ja, vores frue siger, at de har brug for vores bønner for at gå til himlen først.

Fader Livio: Så kan vores bønner forkorte Skærsilden.

Vicka: Hvis vi beder mere, går de først til himlen.

Jacobs rejse

JAKOV: Så befandt vi os i et rum fyldt med tåge. Jeg kan ikke sige andet for at beskrive det end at sige, at det var noget tåget. Derinde så vi kun bevægelser, men vi så ikke menneskerne. Vor Frue fortalte os, at vi skal bede meget for sjælene i skærsilden, fordi de virkelig har brug for vores bønner.

FAR LIVIO: Hør, men da jeg forlod Paradiset, forsvandt den glæde også?

JAKOV: Ja, men det er ikke helt forsvundet. Men når du træder ind i skærsilden, føler du ikke længere, hvad du følte før.

FAR LIVIO: Nej? Hvad føler du?

JAKOV: Du kan mærke det... Når du ser disse bevægelser inde i tågen, tænker du straks, at de er menneskers sjæle, og du føler dig også irriteret. Du føler irritation, men også ondt af dem.

FAR LIVIO: Har du også ondt af dem?

JAKOV: Du har ondt af dem, fordi de endte der, og fordi du et øjeblik før var i den enorme glæde og fred, og du så de mennesker, der var virkelig glade. Så ser du disse sjæle lide, og du har straks ondt af dem.

FAR LIVIO: Selvfølgelig, og derfor skal vi bede for dem.

JAKOV: Vor Frue anbefalede at bede for sjælene i skærsilden, fordi de har brug for vores bønner.

FAR LIVIO: Er skærsilden forkortet på denne måde?

JAKOV: Ja, i dag siger vi mange gange, og jeg har også ofte hørt det, at en af ​​vores elskede, der er død, helt sikkert er kommet til himlen. Kun Gud ved, hvor vores døde er.

FAR LIVIO: Så efter din mening, hvordan kan vi hjælpe dem?

JAKOV: Vi kan bede for vores døde. Tilbyd hellige messer for dem.

FAR LIVIO: Meget rigtigt...

JAKOV: Det er derfor, Vor Frue henvender sig til os.