Kommentaren til Evangeliet af 1. februar 2021 af Don Luigi Maria Epicoco

"Da Jesus steg ud af båden, kom en mand besat af en uren ånd ham i møde fra gravene. (...) Da han så Jesus langt væk, løb han og kastede sig for hans fødder.

Den reaktion, som denne besatte person har foran Jesus, får os til at reflektere meget. Det onde skal flygte for ham, så hvorfor løber det mod ham i stedet? Den tiltrækningskraft, som Jesus udøver, er så stor, at ikke engang ondskab er immun over for det. Jesus er virkelig svaret på alt, hvad der skabes, at selv det onde ikke kan undlade at erkende i ham den sande opfyldelse af alle ting, det sandeste svar på al eksistens, den dybe betydning af alt liv. Det onde er aldrig ateist, det er altid en troende. Tro er bevis for ham. Hans problem er at give plads til denne dokumentation, så den ændrer dens valg og handlinger. Det onde ved, og præcist at starte fra det, det ved, gør det et valg, der strider mod Gud, men at flytte væk fra Gud betyder også at opleve helvede med at bevæge sig væk fra kærlighed. Væk fra Gud kan vi ikke engang elske hinanden. Og evangeliet beskriver denne fremmedgørelsessituation som en form for masochisme over for sig selv:

”Løbende nat og dag blandt gravene og på bjergene råbte han og slog sig selv med sten”.

Man har altid brug for at blive befriet for sådanne ondskaber. Ingen af ​​os kan, medmindre vi lider af en eller anden patologi, virkelig klart vælge at komme til skade, ikke at elske hinanden. De, der oplever dette, vil gerne blive befriet for det, selvom de ikke ved hvordan og med hvilken kraft. Det er djævelen selv, der foreslår svaret:

”Han råbte med høj stemme og sagde:“ Hvad har du til fælles med mig, Jesus, den højeste Guds søn? Jeg bønfalder dig, i Guds navn, pine mig ikke! ». Faktisk sagde han til ham: "Gå ud, uren ånd, fra denne mand!" ".

Jesus kan befri os fra det, der plager os. Tro er at gøre alt, hvad vi kan gøre for at hjælpe os, og så lade det, vi ikke længere er i stand til, opnås ved Guds nåde.

"De så dæmonien sidde klædt og sindssyg".