Jacov fra Medjugorje "Jeg har set Madonnaen i sytten år hver dag"

JAKOV: Ja, først og fremmest vil jeg hilse alle, der er kommet her i aften, og også dem, der lytter til os. Som fader Livio sagde før, er vi ikke her for at reklamere for hverken Medjugorje eller for os selv, fordi vi ikke har brug for reklamer, og jeg kan personligt ikke lide at gøre det hverken for mig selv eller for Medjugorje. Lad os i stedet gøre vor Frue kendt og, hvad der er endnu vigtigere, Jesu ord og hvad Jesus ønsker af os. Sidste år, i september måned, var jeg i Amerika til bøn og vidnesbyrdsmøder med mennesker.

FAR LIVIO: Amerika, i betydningen USA...

JAKOV: Ja, jeg var i Florida sammen med Mirjana for at give vores vidnesbyrd om åbenbaringerne. Efter at have været i forskellige kirker for at bede og tale med de troende, aftenen før Mirjanas afgang, blev vi ledsaget af den herre, der havde inviteret os til et møde i en bedegruppe.

Vi tog dertil uden at tænke på noget, og undervejs jokede og grinede vi og troede, at Amerika er et meget stort land og meget nyt for os. Da jeg således var ankommet til et hus, hvor mange troende var til stede, modtog jeg under fælles bøn åbenbaringen.

Vor Frue fortalte mig, at hun næste dag ville betro mig den tiende hemmelighed. Ja, i øjeblikket var jeg målløs... Jeg kunne ikke sige noget.
Det gik op for mig, at så snart Mirjana havde modtaget den tiende hemmelighed, var de daglige åbenbaringer stoppet for hende, og det samme var sket for Ivanka. Men Vor Frue havde aldrig sagt, at efter den tiende hemmelighed ville hun ikke længere dukke op.

FAR LIVIO: Så du håbede...

JAKOV: Der var en antydning af håb i mit hjerte om, at Vor Frue ville vende tilbage igen, selv efter at have betroet mig den tiende hemmelighed.

Selvom jeg havde det så dårligt, at jeg begyndte at tænke: "Hvem ved, hvad jeg skal lave senere...", så var der stadig den lille smule håb i mit hjerte.

FAR LIVIO: Men du kunne ikke umiddelbart løse tvivlen ved at spørge Madonnaen...

JAKOV: Nej, i det øjeblik kunne jeg ikke sige noget som helst.

FAR LIVIO: Jeg forstår, Vor Frue tillader dig ikke at stille hendes spørgsmål...

JAKOV: Jeg kunne ikke sige noget mere. Der kom ikke et eneste ord ud af min mund.

FAR LIVIO: Men hvordan fortalte hun dig det? Var hun seriøs? Streng?

JAKOV: Nej, nej, han talte sødt til mig.

JAKOV: Da åbenbaringen sluttede, gik jeg ud og begyndte at græde, for jeg kunne ikke gøre andet.

FAR LIVIO: Hvem ved, med hvilken angst du ventede på åbenbaringen den følgende dag!

JAKOV: Den følgende dag, som jeg havde forberedt mig til med bøn, betroede Vor Frue mig den tiende og sidste hemmelighed og fortalte mig, at hun ikke længere ville vise sig for mig hver dag, men kun en gang om året.

FAR LIVIO: Hvordan havde du det?

JAKOV: Jeg tror, ​​det var det værste øjeblik i mit liv, fordi der pludselig dukkede så mange spørgsmål op. Hvem ved, hvordan mit liv bliver nu? Hvordan vil jeg kunne komme videre?

JAKOV: Fordi jeg kan sige, at jeg er vokset op med Madonnaen. Jeg har set hende siden hun var ti og alt, hvad jeg har lært i mit liv om tro, om Gud, om alt, har jeg lært af Vor Frue.

FAR LIVIO: Hun opdragede dig ligesom en mor.

JAKOV: Ja, som en rigtig mor. Men ikke kun som mor, men også som ven: Alt efter hvad du har brug for under de forskellige omstændigheder, er Vor Frue altid med dig.

I det øjeblik befandt jeg mig i den situation, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Men så er det Madonnaen, der giver os så meget styrke til at overvinde vanskeligheder, og på et vist tidspunkt kom jeg til at tænke på, at det måske i stedet for at se Madonnaen med kødets øjne, er mere rigtigt at have hende i deres hjerter. .

FAR LIVIO: Selvfølgelig!

JAKOV: Jeg forstod det senere. Jeg har set Madonnaen i mere end sytten år, men nu eksperimenterer jeg, og jeg tænker, at det måske er bedre at se Madonnaen internt og have den i mit hjerte, end at se den med øjnene.

FAR LIVIO: At forstå, at vi kan bære Madonnaen i vores hjerter, er uden tvivl en nåde. Men du er bestemt også klar over, at det at se Guds Moder hver dag i mere end sytten år er en nåde, som meget få, ja ingen, i kristenhistorien, uden for dig seks visionære, nogensinde har haft. Er du klar over storheden af ​​denne nåde?

JAKOV: Sikkert, jeg tænker på det hver dag, og jeg siger til mig selv: "Hvordan skal jeg nogensinde være i stand til at takke Gud for denne nåde, som han gav mig for at kunne se Vor Frue hver dag i sytten år?" Jeg vil aldrig have ord til at takke Gud for alt, hvad han har givet os, ikke kun for gaven at have set Vor Frue med vores egne øjne, men også for alt andet, for alt, hvad vi har lært af hende.

FAR LIVIO: Tillad mig at komme ind på et aspekt, der vedrører dig mere personligt. Du sagde, at Madonnaen er alt for dig: mor, ven og lærer. Men i den tid, hvor du havde de daglige åbenbaringer, tog han sig også af dig og dit liv?

JAKOV: Nej. Mange pilgrimme tror, ​​at vi, der har set Madonnaen, er privilegerede, fordi vi var i stand til at udspørge hende om vores private ting og spørge hende til råds om, hvad vi skulle gøre i livet; men Vor Frue har aldrig behandlet os anderledes end nogen anden.