Hvilket humør er Vor Frue i? Vicka fra Medjugorje fortæller os

Janko: Vicka, der er én ting, der er meget enkel for dig, men ikke for os: at forstå, hvilket humør Vor Frue er i under åbenbaringerne. Kan du fortælle os noget?
Vicka: Du overrumplede mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det for dig. Men Vor Frue er altid i godt humør!
Janko: Altid på samme måde?
Vicka: Ikke altid. Angående dette, synes jeg allerede at have nævnt noget for dig.
Janko: Måske det, men lad os alligevel tale om det.
Vicka: Nå, Vor Frue er særlig glad i anledning af nogle helligdage.
Janko: Det virker ikke særlig enkelt og overskueligt for mig.
Vicka: Hvad for eksempel?
Janko: For eksempel er det ikke klart for mig, hvorfor Madonnaens humør fremstår ret usædvanligt netop på en af ​​hendes største festligheder.
Vicka: Hvilken fest?
Janko: Jeg tænker på festen for den ubesmittede undfangelse.
Vicka: Hvad er det præcis du henviser til?
Janko: Nå, du fortalte mig engang engang noget, som jeg også læste i din notesbog: Madonnaen, allerede på den første fest for den ubesmittede undfangelse (1981), var under åbenbaringen mindre glædelig, end du forventede; straks, så snart hun viste sig der, begyndte hun at bede om syndernes forladelse. Du fortalte mig også, at der var et vist mørke under hendes fødder, og at Madonnaen var ophængt i luften, som om hun var over en mørk sky af aske. Da du spurgte hende om noget, svarede hun ikke noget, men fortsatte bare med at bede. Du skrev også, at kun da du gik, smilede han lidt til dig, men ikke med de andre ganges munterhed.
Vicka: Det er sandt. Du fandt det skrevet præcis, fordi det var præcis sådan. Jeg kan ikke gøre noget ved det...
Janko: Du skrev i din notesbog, at selv dagen efter og to dage senere talte Vor Frue til dig om synderne.
Vicka: Vi kan ikke gøre noget ved det, det er ting, der bekymrer hende.
Janko: Det er rigtigt, men det er lidt mærkeligt, at Vor Frue kædede denne tale sammen med en af ​​hendes største festligheder.
Vicka: Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal fortælle dig.
Janko: Heller ikke mig. Jeg tror, ​​han gjorde det for at vi skulle forstå, hvordan synder med deres grimhed går imod denne fest.
Vicka: Måske.
Janko: Jeg tilføjer også dette. Sidste år [1982], netop i forbindelse med denne ferie, afslørede han den niende hemmelighed for Ivanka og Jakov. Dette skete på den første dag af novenaen. Så på samme dag som festen åbenbarede han den ottende hemmelighed for dig. Som de siger, er der ikke noget at være glad for. Til sidst, i år [1983], samme dag, afslørede han den niende hemmelighed for Maria. Interessant nok var jeg til stede ved åbenbaringen både sidste år og i år; Jeg lagde mærke til, hvordan afsløringen af ​​hemmeligheder begge gange påvirkede dig smerteligt. Sidste år på Ivanka og i år på Maria. Jeg har allerede sagt andetsteds, hvad Ivanka svarede mig sidste år ved denne lejlighed. Maria svarede mig også på samme måde i år. Faktisk, da jeg i spøg fortalte hende, hvor bange jeg troede, hun var, svarede hun, at jeg også ville have været bange, hvis jeg havde hørt, hvad hun havde hørt.
Vicka: Du svarede godt.
Janko: Ja, men jeg finder det mærkeligt, at Vor Frue forbinder disse hemmeligheder med sin elskede fest.
Vicka: Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke ved dette.
Janko: Men sådan var det. Det kan være, at Gud og Vor Frue til denne fejring ønsker at forbinde den renhed, som Gud kalder os til, og som vi besudler med vores synder.
Vicka: Jeg fortæller dig igen: det kunne være. Gud og Vor Frue ved, hvad de laver.
Janko: Okay, Vicka, men jeg er ikke færdig endnu.
Vicka: Fortsæt! Lad os håbe det er det sidste! Men glem ikke, at Madonnaen ved visse lejligheder viste sig særlig glad.
Janko: Det ved jeg godt. Men fortæl mig, om hun nogensinde har været særlig ked af det.
Vicka: Det kan jeg ikke rigtig huske. Seriøst ja; men trist...
Janko: Har du nogensinde set Madonnaen græde?
Vicka: Nej, nej. Jeg har aldrig set hende.
Janko: Maria sagde, at Madonnaen græd, da hun viste sig for hende alene på gaden. [På den tredje dag af åbenbaringerne – se kapitel 38].
Vicka: Maria fortalte os det også, og jeg tror på hende. Men jeg fortæller dig om, hvad jeg personligt så og oplevede.
Janko: Okay, Vicka. Jeg ville virkelig have dig til at fortælle mig, i hvilket humør du så hende og fandt hende. Det er nok for mig.
Vicka: I mellemtiden ville jeg stadig fortælle dig dette. Det tidspunkt, hvor jeg så hende mest trist, var lige i begyndelsen af ​​åbenbaringerne, i Podbrdo, hvor nogen bespottede Gud højt. Hun blev rigtig ked af det. Jeg har aldrig set hende så trist igen. Hun gik straks, men vendte tilbage kort efter.
Janko: Jeg er glad for, at du også huskede dette. Vi kan lige så godt ende sådan her.
Vicka: Gudskelov, at du nogle gange også har nok!
Janko: Okay; glæd dig over dette...