En befrielse, der fandt sted i Medjugorje (af far Gabriele Amorth)

En mor til en familie fra en siciliansk landsby har lidt i flere år, fordi hun lider af diabolisk besiddelse. Det kaldes Assunta. Nogle af hans familiemedlemmer ser også ud til at have fysiske lidelser forårsaget af Satans hævn. Efter et par års vandring til forskellige læger, der finder Assunta meget sund, banker den lidende kvinde på døren til sin biskop. Efter at have undersøgt sagen overdrager han den til en eksorcist, der får hjælp af en bønegruppe, der for at få succes, bede og faste. Også når jeg er vidne til eksorcismerne, er jeg klar over, at dette er en meget alvorlig sag, så jeg foreslår, at manden bringer sin kone til Medjugorje. Efter en vis tøven (i den familie vidste ingen kendsgerningerne i Medjugorje) træffes beslutningen, og vi går.
Vi ankommer søndag den 26. juli 1987. Assunta har det allerede dårligt, så snart hun sætter fødderne på jorden og går ud af bilen. Fr. Ivan, franciskanernes overordnede, giver os intet håb om hjælp: især om sommeren er deres arbejde udmattende. Jeg foreslår at tage Assunta med i kirken; Jeg tror, ​​djævelen ikke har til hensigt at manifestere sig. Den næste dag går vi op til Podbrdo, bakken af ​​åbenbaringer og reciterer rosenkransen. Der sker heller ikke noget særligt her. Når vi går ned, stopper vi foran Vickas hus, hvor der allerede er mange mennesker. Jeg har også tid til at fortælle Vicka, at der er en besat kvinde hos os, ved navn Assunta. Og det er Assunta, der straks løber mod Vicka og krammer hende og brister i tårer. Vicka stryger hende på hovedet. Ved denne gest manifesterer djævelen sig: han tåler ikke seers hånd. Assunta kaster sig på jorden og skriger på et ukendt sprog. Vicka tager hende hånden forsigtigt og anbefaler de tilstedeværende, forvirrede: << Græd ikke, men bed >>.

Alle beder med styrke, unge og gamle; preci flettes sammen på forskellige sprog, fordi pilgrimme kommer fra forskellige nationer; det er en bibelsk scene. Vicka drysser Assunta med hellig vand og spørger derefter, om hun har det bedre. Kvinden bevæges ja med hånden. Vi tror, ​​hun har befriet sig, og vi udveksler blikke af glæde. Djævelen sendte et skræmmende skrig ud: Han var færdig med at forlade for at stoppe med at bede. Lad os starte igen med mere orden ved at indstille rosenkransen. En herre løfter sine hænder og holder dem mod Assunts skuldre, men på afstand; Djævelen kan ikke modstå denne gestus, så Assunta skrig og vingler; vi må holde hende tilbage, fordi hun gerne vil slå ud mod den mand. En høj, blond, blåøjet ung mand griber ind og kæmper med djævelen med stor kraft. Jeg forstår næppe, at det kræver ham at underkaste sig Jesus Kristus, men det er alt sammen en tæt dialog på engelsk; Assunta kender ikke engelsk, men alligevel argumenterer hun animeret.
Omkring litanierne i Loreto. Ved påkaldelsen "Engeldronning" jager djævelen et forfærdeligt råb; det tager otte mennesker at beholde Assunta. Vi gentager påkaldelsen flere gange i en stadig højere tone med deltagelse af alle tilstedeværende. Det er det stærkeste øjeblik. Så nærmer Vicka mig: << Vi har allerede bedt i tre timer. Det er tid til at tage hende med i kirken >>. En italiener, der kender engelsk, gentager en sætning af djævelen for mig: han sagde, at der er tyve dæmoner til stede. Vi går i kirke, og Assunta får det til at komme ind i åbenbaringens kapel. Der beder Fr Slavko og Fr Felipe over hende indtil kl. XNUMX:XNUMX. Så går de alle ud, og vi vender tilbage klokken ni; i kapellet med de første åbenbaringer beder de to præster stadig indtil kl. XNUMX. Vi ved også, at Assunta talte på forskellige sprog. Vi får en aftale den følgende eftermiddag; det er en meget hård sag.

Den næste morgen tager vi til Jozo, der efter masse lægger hænderne på Assunta's hoved; dæmoner modstår ikke denne gestus og reagerer voldsomt. P. Jozo har Assunta bragt til kirken: vi må trække hende med stor kraft. Der er mange mennesker; faderen drager fordel af dette for at lave en katekese om djævelens eksistens. Derefter beder han og sprænger Assunta flere gange med hellig vand; reaktionerne er ekstremt voldelige. Vi skal tilbage til Medjugorje; P. Jozo har tid til at fortælle os, at vi er nødt til at tilskynde Assunta til at samarbejde: hun er for passiv, hun hjælper ikke sig selv. Kl. XNUMX fortsætter Fr.Slavko og Fr Felipe med at bede i præstegården. Efter en time kaldes vi til at samarbejde med vores bønner; vi får at vide, at dæmonerne er svækket betydeligt, men at der er behov for fuldt medlemskab af Assunta. Mens vi beder, prøver vi at få den uheldige til at udtale Jesus navn; han prøver, men ser ud til at lide af kvælingssymptomer. Korsfikset placeres på brystet, og hun foreslås at benægte enhver form for magi og trylleformularer (det er et afgørende skridt i sådanne tilfælde). Assunta nikker; det var hvad det tog. Fortsæt bønnen, indtil Assunta også formår at udtale Jesus navn, så begynder Ave Maria. På dette tidspunkt brast hun i tårer. Det er gratis! Vi går ud for at gå i kirke; vi får at vide, at Vicka følte sig dårlig i det øjeblik, hvor Assunta blev frigivet; han bad for dette.

I kirken var Assunta i forreste række. Han fulgte rosenkransen og massen med inderlighed; han havde ingen problemer med at kommunikere. Dette er en vigtig test. Fem år senere kan jeg bekræfte, at befrielsen var radikal. Nu hvor mor er et levende vidnesbyrd i Guds nåde og er et af de mest aktive medlemmer af gruppen. Han tøver ikke med at sige, at hans frigivelse var en triumf for det Immaculate Heart of Mary.

Taget fra "Nye fortællinger om en eksorcist"

af far Gabriele Amorth