Medjugorje: de visionære har set himmelen. Rejsen til Vicka og Jacov

Vickas rejse

Fader Livio: Fortæl mig, hvor du var, og hvad tid det var.

Vicka: Vi var i Jakovs lille hus, da Madonna kom. Det var en eftermiddag omkring kl. 15,20. Ja, klokken var 15,20.

Fader Livio: Ventede du ikke på udseendet af Madonna?

Vicka: Nej. Jakov og jeg vendte tilbage til Citluks hus, hvor hans mor var (Bemærk: Jakovs mor er nu død). I Jakovs hus er der et soveværelse og et køkken. Hendes mor var gået for at få noget at tilberede mad, for lidt senere skulle vi være gået i kirken. Mens vi ventede, begyndte Jakov og jeg at se på et fotoalbum. Pludselig gik Jakov fra sofaen foran mig, og jeg indså, at Madonna allerede var ankommet. Han sagde straks til os: "Du, Vicka, og du, Jakov, kom med mig for at se himlen, skærsilden og helvede". Jeg sagde til mig selv: "Okay, hvis det er, hvad vores frue ønsker". Jakov sagde i stedet til vores frue: ”Du bringer Vicka, fordi de er i mange brødre. Tag ikke med mig, som er et eneste barn. " Han sagde det, fordi han ikke ville gå.

Fader Livio: Han troede åbenbart, at du aldrig ville komme tilbage! (Bemærk: Jakovs modvilje var fortrolig, fordi den gør historien endnu mere troværdig og reel.)

Vicka: Ja, han troede, at vi aldrig ville vende tilbage, og at vi ville gå for evigt. I mellemtiden tænkte jeg, hvor mange timer eller hvor mange dage det ville tage, og jeg spekulerede på, om vi ville gå op eller ned. Men på et øjeblik tog Madonna mig ved højre hånd og Jakov ved venstre hånd og taget åbnede for at lade os passere.

Fader Livio: Åbnede alt?

Vicka: Nej, det åbnede ikke alle, kun den del, der var nødvendig for at komme igennem. På få øjeblikke ankom vi i paradis. Da vi gik op, så vi de små huse ned, mindre end når vi set fra flyet.

Fader Livio: Men du så ned på jorden, mens du blev ført op?

Vicka: Da vi blev opdraget, så vi ned.

Fader Livio: Og hvad så du?

Vicka: Alle meget små, mindre end når du kører med fly. I mellemtiden tænkte jeg: "Hvem ved, hvor mange timer eller hvor mange dage det tager!" . I stedet for et øjeblik ankom vi. Jeg så en stor plads….

Fader Livio: Se, jeg læste et eller andet sted, jeg ved ikke, om det er sandt, at der er en dør med en temmelig ældre person ved siden af.

Vicka: Ja, ja. Der er en trædør.

Fader Livio: Stor eller lille?

Vicka: Fantastisk. Ja, fantastisk.

Fader Livio: Det er vigtigt. Det betyder, at mange mennesker kommer ind i det. Var døren åben eller lukket?

Vicka: Det var lukket, men vores frue åbnede det, og vi gik ind i det.

Fader Livio: Ah, hvordan åbnede du det? Åbnede den på egen hånd?

Vicka: Alene. Vi gik til døren, der åbnede af sig selv.

Fader Livio: Jeg ser ud til at forstå, at vores frue virkelig er døren til himlen!

Vicka: Til højre for døren var St. Peter.

Fader Livio: Hvordan vidste du, at det var S. Pietro?

Vicka: Jeg vidste straks, at det var ham. Med en nøgle, temmelig lille, med et skæg, lidt tør, med hår. Det har været det samme.

Fader Livio: Stod han eller sad han?

Vicka: Stå op, stå ved døren. Så snart vi kom ind, gik vi videre, måske tre, fire meter. Vi har ikke besøgt hele Paradise, men vores frue forklarede det for os. Vi har set et stort rum omgivet af et lys, der ikke findes her på jorden. Vi har set mennesker, der hverken er fedme eller tynde, men alligevel de samme og har tre farvede kåber: grå, gul og rød. Folk går, synger, beder. Der flyver også små engle. Vor Fru sagde til os: "Se, hvor glade og indhold de mennesker, der er her i himlen, er." Det er en glæde, der ikke kan beskrives, og som ikke findes her på jorden.

Fader Livio: Vor Fru fik dig til at forstå essensen af ​​Paradiset, som er lykke, der aldrig slutter. ”Der er glæde i himlen,” sagde han i en meddelelse. Derefter viste han dig de perfekte mennesker og uden nogen fysisk mangel for at få os til at forstå, at når vi er dødes opstandelse, vil vi have et legeme af herlighed som det opstandne Jesus. Jeg vil dog gerne vide, hvilken slags kjole de havde på sig. Tunikaer?

Vicka: Ja, nogle tunikaer.

Fader Livio: Gik de helt ned i bunden, eller var de korte?

Vicka: De var lange og gik hele vejen.

Far Livio: Hvilken farve var tunikerne?

Vicka: Grå, gul og rød.

Fader Livio: Efter dine mening har disse farver en betydning?

Vicka: Vores frue forklarede det ikke for os. Når hun vil, forklarer Our Lady, men i det øjeblik forklarede hun ikke os, hvorfor de har tunikaerne i tre forskellige farver.

Fader Livio: Hvordan har englene det?

Vicka: Engle er som små børn.

Fader Livio: Har de hele kroppen eller kun hovedet som i barok kunst?

Vicka: De har hele kroppen.

Fader Livio: Bærer de også tunikaer?

Vicka: Ja, men jeg er kort.

Fader Livio: Kan du se benene da?

Vicka: Ja, fordi de ikke har lange tunikaer.

Fader Livio: Har de små vinger?

Vicka: Ja, de har vinger og flyver over mennesker, der er i himlen.

Fader Livio: Madonna talte engang om abort. Han sagde, at det var en alvorlig synd, og de, der anskaffer den, bliver nødt til at svare for den. Børnene er derimod ikke skylden for dette og er som små engle i himlen. Efter din mening er de små engle i paradis disse aborterede børn?

Vicka: Vor Frue sagde ikke, at de små engle i himlen er abortens børn. Han sagde, at abort er en stor synd, og at de mennesker, der gjorde, og ikke børnene, reagerede på den.

Jacobs rejse

FAR LIVIO: Hvad vi hørte fra Vicka, vil vi gerne høre nu også fra din højttalertelefon. Jeg tror, ​​at de to vidnesbyrd tilsammen ikke kun vil blive mere troværdige, men også mere fuldstændige.

Jeg vil dog først bemærke, at det aldrig var sket i to årtusinder af kristendommen, at to mennesker var blevet ført til efterlivet med deres kroppe og derefter bragt tilbage iblandt os, så de kunne fortælle os, hvad de havde set. Madonnaen ønskede utvivlsomt at give en stærk påmindelse til det moderne menneske, som ofte tror, ​​at alt ender med livet. Dette vidnesbyrd om livet efter døden er uden tvivl et af de stærkeste, som Gud nogensinde har givet os, og skal efter min mening betragtes som en stor barmhjertighedshandling over for vores generation.

Jeg vil gerne understrege, at vi her står over for en ekstraordinær nåde, som du har modtaget, og som vi troende ikke kan undervurdere. Faktisk nævner apostlen Paulus selv, når han vil minde sine modstandere om den karismer, han modtog fra Gud, det faktum, at han er blevet transporteret til Himlen; han kan dog ikke sige, om det er med kroppen eller uden kroppen. Dette er uden tvivl en meget sjælden og ekstraordinær gave, givet af Gud til dig, men frem for alt til os. Nu beder vi Jakov om at fortælle os om denne utrolige oplevelse så fuldstændigt som muligt. Hvornår skete det her? Hvor gammel var du dengang?

JAKOV: Jeg var elleve.

FAR LIVIO: Kan du huske, hvilket år det var?

JAKOV: Det var 1982.

FAR LIVIO: Kan du ikke huske hvilken måned?

JAKOV: Jeg kan ikke huske.

FAR LIVIO: Ikke engang Vicka husker måneden. Måske var det november?

JAKOV: Det kan jeg ikke sige.

FAR LIVIO: Men var vi i 1982?

JAKOV: Ja.

FAR LIVIO: Det andet år af åbenbaringerne, derfor.

JAKOV: Vicka og jeg var i mit gamle hus.

FAR LIVIO: Ja, jeg kan huske, at jeg så det. Men er den der stadig nu?

JAKOV: Nej, det er væk nu. Min mor var inde. Mor kom ud et øjeblik, mens Vicka og jeg snakkede og jokede.

FAR LIVIO: Hvor havde du været før? Jeg hørte du tog til Citluk.

JAKOV: Ja, jeg tror, ​​de andre blev der, mens vi gik hjem. Jeg husker ikke godt nu.

FAR LIVIO: Så I var i det gamle hus, mens jeres mor gik ud et øjeblik.

JAKOV: Vicka og jeg snakkede og jokede.

FAR LIVIO: Hvad var klokken mere eller mindre?

JAKOV: Det var eftermiddag. Vi vender os og ser Madonnaen midt i huset og knæler straks ned. Hun hilser på os som altid og siger...

FAR LIVIO: Hvordan hilser du på Madonnaen?

JAKOV: Han hilser ved at sige ”Lovet være Jesus Kristus.” Så sagde han straks til os: ”Nu tager jeg jer med mig”. Men jeg sagde straks nej.

FAR LIVIO: "Jeg tager dig med" … Hvor?

JAKOV: For at vise os himlen, helvede og skærsilden.

FAR LIVIO: Sagde han til dig: "Nu tager jeg dig med for at vise dig Paradiset, helvede og skærsilden", og var du bange?

JAKOV: Jeg sagde til hende: "Nej, jeg går ikke". Faktisk troede jeg, at jeg allerede havde accepteret Madonnaen, hendes tilsynekomster og hendes budskaber. Men nu hvor han siger: "Jeg tager dig med til at se Himlen, Skærsilden og helvede", for mig er det allerede noget andet...

FAR LIVIO: En oplevelse for stor?

JAKOV: Ja, og jeg sagde til hende: "Nej, Madonna, nej. Du tager Vicka med. De er otte, mens jeg er enebarn. Selvom der er en mindre tilbage...

FAR LIVIO: Troede du, at...

JAKOV: At jeg ikke ville gå ned igen. Men Vor Frue sagde: ”Du skal ikke være bange for noget. Jeg er med dig"

FAR LIVIO: Naturligvis giver Madonnaens tilstedeværelse stor tryghed og sindsro.

"Jeg tager dig med til at se himlen..."

JAKOV: Han tog os i hånden.. det varede virkelig...

FAR LIVIO: Lyt til Jakov; Jeg vil gerne have en afklaring. Tog han dig i højre eller venstre hånd?

JAKOV: Jeg kan ikke huske.

FAR LIVIO: Ved du hvorfor jeg spørger dig? Vicka siger altid, at Vor Frue tog hende ved højre hånd.

JAKOV: Og så tog han mig i venstre hånd.

FAR LIVIO: Og hvad skete der så?

JAKOV: Derefter varede det virkelig ikke længe... Vi så straks himlen...

FAR LIVIO: Hør, men hvordan lykkedes det dig at forlade huset?

JAKOV: Vor Frue tog os og alting åbnede sig.

FAR LIVIO: Åbnede taget sig?

JAKOV: Ja, alt. Så ankom vi straks til Paradis.

FAR LIVIO: På et øjeblik?

JAKOV: På et øjeblik.

PADRE LIVIO: Mens du var på vej op til Himlen, så du ned?

JAKOV: Nej.

FAR LIVIO: Så du ikke ned?

JAKOV: Nej.

FAR LIVIO: Så du ikke noget, da du klatrede op?

JAKOV: Nej, nej, nej. Vi træder ind i dette enorme rum...

FAR LIVIO: Et øjeblik. Jeg hørte du gik gennem en dør først. Var der en dør eller var der ikke?

JAKOV: Ja, det var der. Vicka siger, at hun også så..., som man siger...

FAR LIVIO: Sankt Peter.

JAKOV: Ja, Sankt Peter.

FAR LIVIO: Har du set ham?

JAKOV: Nej, jeg kiggede ikke. Jeg var så bange på det tidspunkt, at jeg i mit hoved ikke ved hvad...

FAR LIVIO: Vicka så i stedet på alting. I sandhed ser hun altid alt, selv på denne jord.

JAKOV: Hun var modigere.

FAR LIVIO: Du siger, at du kiggede ned og så jorden lille, og du siger også, at før du kom ind i Himlen, var der en lukket dør. Var den lukket?

JAKOV: Ja, og så åbnede det sig gradvist, og vi gik ind.

FAR LIVIO: Men hvem åbnede den?

JAKOV: Jeg ved det ikke. Alene…

FAR LIVIO: Åbnede den af ​​sig selv?

JAKOV: Ja, ja.

FAR LIVIO: Er det åbent foran Madonnaen?

JAKOV: Ja, ja, det er rigtigt. Vi går ind i dette rum...

FAR LIVIO: Hør, gik du på noget solidt?

JAKOV: Hvad? Nej, jeg mærkede ikke noget.

FAR LIVIO: Du blev virkelig grebet af en stor frygt.

JAKOV: Øh, jeg mærkede virkelig ikke mine fødder, mine hænder, ingenting i det øjeblik.

PADRE LIVIO: Holdede Vor Frue din hånd?

JAKOV: Nej, efter det holdt han ikke min hånd mere.

FAR LIVIO: Hun gik forud for dig, og du fulgte hende.

JAKOV: Ja.

FAR LIVIO: Det er tydeligt, at det var hende, der gik forud for dig ind i det mystiske rige.

JAKOV: Lad os gå ind i dette rum...

PADRE LIVIO: Selvom Madonnaen var der, var du så stadig bange?

JAKOV: Åh!

FAR LIVIO: Utroligt, du var bange!

JAKOV: Fordi, som jeg sagde før, tror du …

FAR LIVIO: Det var en helt ny oplevelse.

JAKOV: Helt nyt, fordi jeg aldrig havde tænkt... Jeg vidste det, fordi vi blev lært det fra barndommen, at der er Himlen såvel som helvede. Men du ved, når et barn bliver fortalt om disse ting, er det frygtelig bange.

FAR LIVIO: Vi må ikke glemme, at Vicka var seksten og Jakov kun elleve. En vigtig aldersforskel.

JAKOV: Åh, sandelig.

FAR LIVIO: Ja, det er helt forståeligt.

JAKOV: Og når du siger til et barn: "Nu tager jeg dig med for at se de ting derovre", tror jeg, han bliver bange.

FAR LIVIO: (henvender sig til de tilstedeværende): “Er der en ti-årig dreng her? Der er han. Se hvor lille den er. Tag ham med til livet efter døden, og du vil se, om han ikke bliver bange”.

JAKOV: (henvender sig til barnet): Det ønsker jeg dig ikke.

FAR LIVIO: Så, følte du en meget stor følelse?

JAKOV: Bestemt.

Glæden ved Paradiset

FAR LIVIO: Hvad så du i paradis?

JAKOV: Lad os gå ind i dette enorme rum.

FAR LIVIO: En enorm plads?

JAKOV: Ja, et smukt lys, som man kan se indeni... Mennesker, mange mennesker.

FAR LIVIO: Er himlen overfyldt?

JAKOV: Ja, der er mange mennesker.

FAR LIVIO: Heldigvis ja.

JAKOV: Folk, der var klædt i lange klæder.

PADRE LIVIO: Klæder du dig på i betydningen lange tunikaer?

JAKOV: Ja, folk sang.

FAR LIVIO: Hvad sang han?

JAKOV: Han sang sange, men vi forstod ikke hvad.

PADRE LIVIO: Jeg forestiller mig, at de sang godt.

JAKOV: Ja, ja. Stemmerne var smukke.

FAR LIVIO: Smukke stemmer?

JAKOV: Ja, smukke stemmer. Men det, der slog mig mest, var den glæde, man så på de menneskers ansigter.

FAR LIVIO: Så du glæden i folks ansigter?

JAKOV: Ja, på folks ansigter. Og det er den glæde, du føler indeni, for indtil nu har vi talt om frygt, men da vi kom ind i Himlen, i det øjeblik, var det kun den glæde og fred, der kan mærkes i Himlen.

FAR LIVIO: Følte du det også i dit hjerte?

JAKOV: Også mig i mit hjerte.

FAR LIVIO: Og så har du i en vis forstand smagt lidt af Paradiset.

JAKOV: Jeg smagte den glæde og fred, som man føler i Himlen. Det er derfor, hver gang folk spørger mig, hvordan himlen er, kan jeg ikke rigtig lide at tale om det.

FAR LIVIO: Det kan ikke udtrykkes.

JAKOV: Fordi jeg tror, ​​at Himlen ikke er det, vi virkelig ser med vores øjne.

FAR LIVIO: Interessant hvad du siger..

JAKOV: Paradis er det, vi ser og føler i vores hjerter.

FAR LIVIO: Dette vidnesbyrd forekommer mig usædvanligt og meget dybtgående. Faktisk må Gud tilpasse sig svagheden i vores kødelige øjne, mens det er i hjertet, at han kan kommunikere til os de mest sublime realiteter i den overnaturlige verden.

JAKOV: Det er, hvad du føler indeni, der er det vigtigste. Af denne grund, selv hvis jeg ville beskrive, hvad jeg følte i Himlen, kunne jeg aldrig, for hvad mit hjerte følte, kan ikke udtrykkes.

PADRE LIVIO: Paradiset var derfor ikke så meget det, du så, som det, du følte af nåde inde i dig selv.

JAKOV: Det, jeg hørte, helt klart.

FAR LIVIO: Og hvad hørte du?

JAKOV: En enorm glæde, en fred, et ønske om at blive, at altid være der. Det er en tilstand, hvor man ikke tænker på noget eller andre. Du føler dig afslappet på alle måder, en fantastisk oplevelse.

FAR LIVIO: Alligevel var du et barn.

JAKOV: Jeg var et barn, ja.

FAR LIVIO: Følte du alt dette?

JAKOV: Ja, ja.

FAR LIVIO: Og hvad sagde Vor Frue?

JAKOV: Vor Frue sagde, at mennesker, der forblev trofaste mod Gud, går til himlen. Det er derfor, når vi taler om himlen, vi nu kan huske dette budskab fra Vor Frue, som siger: "Jeg kom her for at frelse jer alle og bringe jer alle sammen en dag fra min søn”. Således vil vi alle være i stand til at kende den glæde og fred, som vi føler indeni. Den fred og alt, hvad Gud kan give os, opleves i Himlen.

FAR LIVIO: Hør her

JAKOV: Så du måske Gud i himlen?

JAKOV: Nej, nej, nej.

FAR LIVIO: Har du kun smagt hans glæde og fred?

JAKOV: Bestemt.

PADRE LIVIO: Den glæde og fred, som Gud giver i himlen?

JAKOV: Helt sikkert. Og efter dette…

FAR LIVIO: Var englene der også?

JAKOV: Jeg har ikke set dem.

FAR LIVIO: Du så dem ikke, men Vicka siger, at der var små engle, der fløj over hovedet. Helt korrekt observation, givet at der også er engle i Paradiset. Kun at du ikke kigger for meget på detaljerne og altid går til det væsentlige. Du er mere opmærksom på indre oplevelser end på ydre realiteter. Når du beskrev Vor Frue, henviste du ikke så meget til ydre træk, men du fattede straks hendes holdning som mor. Ligeledes med hensyn til Himlen handler dit vidnesbyrd primært om den store fred, den enorme glæde og ønsket om at blive der, som man føler.

JAKOV: Bestemt.

FAR LIVIO: Nå, hvad kan du ellers sige om himlen, Jakov?

JAKOV: Intet andet fra Paradiset.

FAR LIVIO: Hør, Jakov; Når du ser Madonnaen, føler du ikke allerede en lille smule paradis i dit hjerte?

JAKOV: Ja, men det er anderledes.

FAR LIVIO: Åh ja? Og hvad er mangfoldigheden?

JAKOV: Som vi sagde før, Vor Frue er Moder. I Paradiset føler man ikke den slags glæde, men en anden.

FAR LIVIO: Mener du en anden glæde?

JAKOV: Du føler en anden glæde, anderledes end den du føler, når du ser Vor Frue.

PADRE LIVIO: Hvilken glæde føler du, når du ser Madonnaen?

JAKOV: En mors glæde.

PADRE LIVIO: Hvordan er glæden i himlen i stedet: er den større, mindre eller lige så stor?

JAKOV: For mig er det en større glæde.

PADRE LIVIO: Er den i paradis større?

JAKOV: Større. Fordi jeg tror, ​​at Himlen er det bedste, du kan få. Men Vor Frue giver dig også en masse glæde. Det er to forskellige glæder.

PADRE LIVIO: De er to forskellige glæder, men himlens er virkelig en guddommelig glæde, som opstår fra ansigt-til-ansigt kontemplation af Gud. Du har fået et forskud på det, i det omfang du har råd til det. Personligt kan jeg sige, at jeg i de mange mystiske tekster, som jeg har læst i løbet af mit liv, aldrig har hørt Paradiset beskrevet i så sublime og fængslende vendinger, selvom det er præget af den største enkelthed og virkelig forståeligt for alle.

FAR LIVIO: Godt gået, Jakov! Lad os nu se skærsilden. Så du kom ud af Paradiset... Hvordan skete det? Førte Vor Frue dig ud?

JAKOV: Ja, ja. Og vi fandt os selv...

PADRE LIVIO: Undskyld mig, men jeg har stadig et spørgsmål: efter din mening er Paradise et sted?

JAKOV: Ja, det er et sted.

PADRE LIVIO: Et sted, men ikke som der er på jorden.

JAKOV: Nej, nej, et uendeligt sted, men det er ikke ligesom vores sted her. Det er en anden ting. En helt anden ting.