Bøn om ros til Gud af Sankt Augustin

“Sæt spørgsmålstegn ved skønheden i landet, havet, den sjældne og overalt udvidede luft; sætter spørgsmålstegn ved himlens skønhed... sætter spørgsmålstegn ved alle disse realiteter. Alle vil svare dig: se på os og observer, hvor smukke vi er. Deres skønhed er som deres lovsange [“confessio”]. Nu, disse skabninger, så smukke, men alligevel foranderlige, hvem har lavet dem, hvis ikke en, der er smuk ["Pulcher"] på en uforanderlig måde?”.

Du er stor, Herre, og vel værdig til ros; stor er din dyd og din uoverskuelige visdom. Og mennesket ønsker at prise dig, en partikel af din skabelse, som bærer rundt på sin dødelige skæbne, som bærer beviset på sin synd og beviset på, at du modstår de stolte. Alligevel ønsker mennesket, en del af din skabelse, at rose dig. Det er dig, der stimulerer ham til at glæde sig over dine lovprisninger, fordi du har skabt os til dig selv, og vores hjerte har ingen hvile, før det hviler i dig.