Hvad er tårerne, der glæder Gud

Hvad er tårerne, der glæder Gud

Guds søn siger til den hellige Birgitta: «Her er grunden til, at jeg ikke lytter til dem, du ser, der fælder tårer og giver meget til de fattige for min ære. Først og fremmest vil jeg svare dig: hvor to fontæner vælder ud, og den ene flyder ind i den anden, hvis den ene er overskyet, vil den anden også blive uklar, og hvem vil så kunne drikke dets vand? Det er det samme med tårer: mange græder, men i mange tilfælde simpelthen fordi de er tilbøjelige til at græde. Nogle gange gør verdens trængsler og frygten for helvede disse tårer urene, da de ikke stammer fra Guds kærlighed, men disse tårer er velkomne for mig, fordi de skyldes tanken om Guds gavn, meditation over ens Synder og Guds kærlighed Sådanne tårer rejser sjælen fra jorden til himlen og genskaber mennesket, ophøjer det til evigt liv, fordi de er bærere af en dobbelt åndelig generation. Den kødelige generation bringer mennesket fra urenhed til renhed, sørger over skaderne og kødets bytte og bærer verdens smerter med glæde. Børn af denne type mennesker er ikke børn af tårer, for med disse tårer erhverves evigt liv ikke; men den slægt, der beklager sjælens synder og sørger for, at dens barn ikke fornærmer Gud, føder et barn af tårer. En sådan moder er sit barn nærmere end hun, der avlede ham i kødet, for kun med denne slægt et velsignet liv kan erhverves". Bog IV, 13

Ligesom Guds venner behøver de ikke at bekymre sig om deres egne trængsler

«Gud glemmer ikke den kærlighed, han har til os, og i hvert øjeblik, givet menneskers utaknemmelighed, viser han sin barmhjertighed, fordi han er som en god smed, der i visse øjeblikke opvarmer jernet, i andre afkøler det. Ligeledes viste Gud, den gode arbejder, der skabte verden fra ingenting, sin kærlighed til Adam og hans efterkommere. Men mennesker blev så kolde, at de, idet de agerede Gud mindre end ingenting, begik afskyelige og enorme synder. Efter at have vist sin barmhjertighed og givet sine sunde råd gav Gud altså luft til sin retfærdigheds vrede med syndfloden. Efter syndfloden indgik Gud en pagt med Abraham, viste ham tegnene på hans kærlighed og ledede hele hans slægt med mirakler og vidundere. Gud gav også loven til folket med sin egen mund og bekræftede sine ord og bud med åbenbare tegn. Folket tilbragte nogen tid i forfængeligheder, blev kolde og hengav sig til så mange dårskaber, at de tilbad afguder; da Gud, som ønskede at optænde og varme mænd, som var blevet kolde, sendte han sin Søn til jorden, som lærte os vejen til himlen og viste os den sande menneskelighed at følge. Nu, selvom der er for mange, der har glemt eller ligefrem forsømt ham, viser og åbenbarer han sine barmhjertighedsord... Gud er evig og uforståelig og i ham er retfærdighed, evig belønning og en barmhjertighed, der går ud over vore tanker. Ellers, hvis Gud ikke havde åbenbaret sin retfærdighed for de første engle, hvordan ville denne retfærdighed være kendt, som dømmer alle ting retfærdigt? Og hvis han i øvrigt ikke havde forbarmet sig over mennesket ved at skabe det og befri det med uendelige tegn, hvordan ville hans godhed og hans umådelige og fuldkomne kærlighed blive kendt? Derfor, eftersom Gud er evig, så er hans retfærdighed også, hvortil intet skal tilføjes eller trækkes fra, som i stedet gøres med den mand, der tror, ​​at han udfører mit arbejde eller min plan på den eller den måde, på denne eller den anden måde. den dag. Når nu Gud forbarmer sig eller gør retfærdighed, åbenbarer han dem fuldt ud, for i hans øjne har fortiden, nutiden og fremtiden altid været til stede. Af denne grund må Guds venner forblive tålmodigt i hans kærlighed, uden at bekymre sig, selv om de ser dem, der er bundet til verdens ting, trives; Gud er faktisk som en god vaskekone, der vasker det snavsede vasketøj mellem bølgerne og bølgerne, så de med vandets bevægelse bliver hvide og rene og omhyggeligt undgår bølgetoppene, af frygt for at de kunne selv nedsænke tøjet . På samme måde i dette liv sætter Gud sine venner i trængslernes og smålighedens storme, så de gennem dem kan blive renset til evigt liv, idet han passer på, at de ikke synker ned i en overdreven ulykke eller utålelig smerte. Bog III, 30