At finde dyb kærlighed i eukaristisk tilbedelse

Den højeste form for hengivenhed er faktisk mere end én hengivenhed: Eukaristisk tilbedelse. Denne personlige og hengivne bøn er også i sandhed en form for liturgisk bøn. Da eukaristien kun kommer fra kirkens liturgi, er der altid en liturgisk dimension i den eukaristiske tilbedelse.

Tilbedelsen af ​​det hellige sakramente, der vises i monstransen, er virkelig en form for liturgi. Faktisk giver kravet om, at nogen altid skal være til stede, når eukaristien udlægges, mere mening, når man betragter tilbedelsen af ​​det hellige sakramente som en liturgi, fordi at udføre en liturgi (som bogstaveligt betyder "folkets arbejde") udenfor skal der være mindst én person tilbage. I lyset af dette er praksis med evig tilbedelse, som har spredt sig over hele verden som aldrig før, særlig spektakulær, fordi det betyder, at hvor der er evig eukaristisk tilbedelse, er der evige liturgier, som deles mellem hele sogne og samfund. Og da liturgien altid er effektiv, ex opere operato, har den blotte tilstedeværelse af de troende med Jesus afsløret i monstransen en dybtgående effekt på fornyelsen af ​​kirken og transformationen af ​​verden.

Eukaristisk hengivenhed er funderet i Jesu lære om, at messens indviede brød i sandhed er hans legeme og blod (Joh 6:48-58). Kirken har bekræftet dette gennem århundreder og understreget denne unikke eukaristiske tilstedeværelse på en væsentlig måde ved Det Andet Vatikankoncil. Forfatningen om den hellige liturgi taler om fire måder, hvorpå Jesus er til stede i messen: "Han er til stede i messens ofring, ikke kun i sin præsts person", den samme som han nu tilbyder, gennem ministeriet. af præster, som tidligere blev ofret på korset ", men frem for alt under den eukaristiske art". Iagttagelsen af, at han er særligt til stede i den eukaristiske art, indikerer en realisme og konkrethed, som ikke hører til de andre former for hans tilstedeværelse. Desuden forbliver eukaristien Kristi legeme og blod, sjæl og guddommelighed ud over tidspunktet for fejringen af ​​messen og har altid været holdt på et særligt sted med særlig ærbødighed til at blive givet til de syge. Så længe eukaristien blev holdt, blev den også tilbedt.

Fordi dette er den eneste måde, hvorpå Jesus er væsentligt til stede, i sit legeme og blod, væsentligt til stede og bevaret i den indviede oblat, indtager han altid en særlig plads i kirkens hengivenhed og i de troendes hengivenhed. Dette giver selvfølgelig mening, når det ses fra et relationelt perspektiv. Lige så meget som vi elsker at tale med en elsket i telefonen, foretrækker vi altid at være sammen med vores elskede personligt. I eukaristien forbliver den guddommelige ægtefælle fysisk til stede for os. Dette er til stor hjælp for os som mennesker, da vi altid tager udgangspunkt i vores sanser som udgangspunkt for mødet. Muligheden for at løfte vores øjne til eukaristien, hvad enten det er i monstransen eller i Tabernaklet, tjener til at fokusere vores opmærksomhed og løfte vores hjerter på samme tid. Desuden, selvom vi ved, at Gud altid er med os, hjælper det os altid at møde ham et bestemt sted.

Det er væsentligt at nærme sig bønnen med konkrethed og realisme. Vores tro på Kristi virkelige nærvær i det hellige sakramente understøtter og opmuntrer fuldt ud denne konkrethed. Når vi er i det hellige sakramentes tilstedeværelse, kan vi sige, at det i sandhed er Jesus! Der er han! Eukaristisk tilbedelse giver os mulighed for at indgå i sandt fællesskab med Jesus på en åndelig måde, der også inddrager vores sanser. Når du ser på det, brug vores fysiske øjne og orienter vores kropsholdning i bøn.

Når vi kommer foran den Almægtiges virkelige og synlige tilstedeværelse, ydmyger vi os over for ham gennem fornærmelse eller endda udmattelse. Det græske ord for tilbedelse – proskynesis – taler om den position. Vi lægger os ned for Skaberen i erkendelse af, at vi er uværdige og syndige skabninger, og det er ren godhed, skønhed, sandhed og kilden til alt væsen. Vores naturlige og indledende gestus med at komme foran Gud er en ydmyg underkastelse. Samtidig er vores bøn ikke rigtig kristen, før vi tillader den at løfte os op. Vi kommer til ham i ydmyg underkastelse, og han løfter os op til intim lighed, som det latinske ord for tilbedelse – adoratio – fortæller os. "Det latinske ord for tilbedelse er Ad-oratio-mund-til-mund-kontakt, et kys, et kram og så i sidste ende kærlighed. Underkastelse bliver forening, fordi Han, som vi underkaster os, er Kærlighed. På den måde får underkastelsen mening, fordi den ikke pålægger os noget udefra, men frigør os indefra og ud”.

I sidste ende er vi også tiltrukket af ikke kun at se, men også til at "smage og se" Herrens godhed (Sl 34). Vi forguder eukaristien, som vi også kalder "den hellige nadver". Overraskende nok drager Gud os altid ind i en dybere intimitet, et dybere fællesskab med sig selv, hvor der kan opnås en meget fyldigere kontemplativ forening med ham.Han forædler os ved den kærlighed, han frit udøser over og i os. Han guddommeliggør os, når han fylder os med sig selv. At vide, at Herrens ultimative ønske og hans kald til os er fuld nadver, styrer vores bøn i tilbedelsen. Vores tid i eukaristisk tilbedelse indeholder altid en dimension af længsel. Vi inviteres til at mærke vores tørst efter ham og også til at mærke den dybe længsel tørst, han har efter os, som virkelig kan kaldes eros. Hvilket guddommeligt vanvid fik ham til at blive brød for os? Den bliver så ydmyg og lille, så sårbar, at vi kan spise den. Som en far, der tilbyder sit barn en finger, eller endnu mere gribende, en mor, der ofrer sit bryst, tillader Gud os at spise det og gøre det til en del af os selv.