Vicka fra Medjugorje: Vor Fru optrådte i kirkegården

Janko: Vicka, hvis du husker det, vi har allerede talt om to-tre gange, da Vor Frue dukkede op i præstegården.
Vicka: Ja, vi talte om det.
Janko: Vi var ikke rigtig enige. Vil vi afklare alt nu?
Vicka: Ja, hvis det lykkes.
Janko: Okay. Først og fremmest, prøv at huske dette: du ved bedre end mig, at de i begyndelsen skabte vanskeligheder for dig, de tillod dig ikke at tage til Podbrdo for at møde Vor Frue.
Vicka: Jeg ved bedre end dig.
Janko: Okay. Jeg vil gerne have dig til at huske den dag, hvor politiet efter de første åbenbaringer, lige før tidspunktet for åbenbaringen, kom og ledte efter dig. Maria fortalte mig, at hun blev advaret af en af ​​sine søstre, som så advarede jer alle sammen og fortalte jer, at I skulle gemme jer et sted.
Vicka: Jeg kan huske; vi samledes i hast og flygtede ud af landet.
Janko: Hvorfor stak du af? Måske ville de ikke have gjort dig noget.
Vicka: Du ved, min kære far, hvad de siger: hvem blev brændt en gang... Vi var bange og løb væk.
Janko: Hvor gik du hen?
Vicka: Vi vidste ikke, hvor vi skulle søge tilflugt. Vi gik til kirken for at gemme os. Vi kom dertil gennem marker og vinmarker, ikke at se. Vi nåede kirken, men den var lukket.
Janko: Så hvad?
Vicka: Vi tænkte: min Gud, hvor skal vi hen? Heldigvis var der en munk i kirken; han bad. Senere fortalte han os, at han i kirken hørte en stemme sige til ham: Gå og red drengene! Han åbnede døren og gik ud. Vi omringede ham straks som unger og bad ham om at gemme os i kirken. (Det var fader Jozo, sognepræsten, indtil da imod. Fra den tid blev han for).
Janko: Hvad med ham?
Vicka: Han skyndte os ind i præstegården. Han fik os til at gå ind i et lille værelse, Fra' Veselko's, lukkede os ind og gik ud.
Janko: Og dig?
Vicka: Vi samledes lidt. Så kom den præst tilbage til os med to nonner. De trøstede os ved at fortælle os, at vi ikke skulle være bange.
Janko: Så?
Vicka: Vi begyndte at bede; få Øjeblikke senere kom Vor Frue iblandt os. Hun var meget glad. Han bad og sang med os; han fortalte os, at vi ikke skulle være bange for noget, og at vi ville modstå alt. Hun sagde farvel og gik.
Janko: Følte du dig bedre?
Vicka: Helt sikkert bedre. Vi var stadig bekymrede; hvis de havde fundet os, hvad ville de så have gjort ved os?
Janko: Så Vor Frue viste sig for dig?
Vicka: Jeg har allerede fortalt dig.
Janko: Og folkene, stakkel, hvad gjorde de?
Vicka: Hvad kunne han gøre? Folket bad også. De var alle bekymrede; det blev sagt, at de havde taget os bort og sat os i fængsel. Alt blev sagt; du ved, hvordan folk er, de siger, hvad der end kommer ind i deres hoved.
Janko: Har Vor Frue vist sig for dig andre gange det sted?
Vicka: Ja, flere gange.
Janko: Hvornår kom du hjem?
Vicka: Da det blev mørkt, omkring kl.
Janko: På gaden, mødte du nogen? Af folket eller politiet.
Vicka: Ingen. Vi er ikke vendt tilbage til vejen, men til landet.
Janko: Hvad fortalte dine forældre dig, da du kom hjem?
Vicka: Du ved, hvordan det er; de var bekymrede. Så fortalte vi alt.
Janko: Okay. Hvorfor har du engang stædigt bekræftet, at Vor Frue aldrig har vist sig for dig i præstegården, og at hun aldrig vil vise sig der?
Vicka: Sådan er jeg: Jeg tænker på én ting og glemmer resten. Vor Frue fortalte os engang, at hun aldrig ville vise sig for os i et bestemt rum. Vi begyndte engang at bede lige der i håb om, at hun ville komme. I stedet ingenting. Vi bad og bad, og hun kom ikke. Igen begyndte vi at bede, og ingenting. [Spionmikrofoner var blevet skjult i det rum]. Så?
Vicka: Så gik vi til det rum, hvor han dukker op nu. Vi begyndte at bede...
Janko: Og Vor Frue kom ikke?
Vicka: Vent lidt. Hun kom med det samme, så snart vi begyndte at bede.
Janko: Har han fortalt dig noget?
Vicka: Hun fortalte os, hvorfor hun ikke kom til det værelse, og at hun aldrig vil komme der.
Janko: Spurgte du hende hvorfor?
Vicka: Selvfølgelig spurgte vi ham!
Janko: Hvad med dig?
Vicka: Han fortalte os sine grunde. Hvad skulle han ellers gøre?
Janko: Kan vi også kende disse grunde?
Vicka: Du kender dem; Jeg fortalte dig. Så lad os lade det være.
Janko: Okay. Det vigtige er, at vi forstår hinanden. Så vi kan konkludere, at Vor Frue også dukkede op i præstegården.
Vicka: Ja, jeg sagde det til dig, selvom det ikke er alt. I begyndelsen af ​​1982 dukkede hun op i præstegården mange gange, inden hun gik videre til kirken. Nogle gange dukkede hun i den periode også op i spisesalen.
Janko: Hvorfor lige præcis i spisesalen?
Vicka: Her. En af redaktørerne af GIas Koncila var hos os en gang i løbet af den tid. [«La Voce del Concilio», som er trykt i Zagreb, er den mest udbredte katolske avis i Jugoslavien]. Der snakkede vi med ham. På tidspunktet for åbenbaringen bad hun os om at stoppe der og bede.
Janko: Og dig?
Vicka: Vi begyndte at bede og Vor Frue kom.
Janko: Hvad gjorde du så?
Vicka: Som sædvanlig. Vi bad, sang, spurgte hende om et par ting.
Janko: Og hvad lavede redaktionens reporter?
Vicka: Jeg ved det ikke; Jeg tror, ​​han bad.
Janko: Endte det sådan?
Vicka: Ja, til den aften. Men det samme skete tre andre nætter.
Janko: Vor Frue kom altid?
Vicka: Hver aften. Den redaktør satte os en gang på prøve.
Janko: Hvad handlede det om, hvis det ikke er en hemmelighed? Ingen hemmeligheder. Han bad os prøve, om vi så Madonnaen med lukkede øjne.
Janko: Og dig?
Vicka: Jeg prøvede det, fordi jeg også var interesseret i at vide det. Det var det samme: Jeg så Madonnaen alligevel.
Janko: Jeg er glad for, at du huskede dette. Jeg ville bare spørge dig.
Vicka: Jeg er også noget værd...
Janko: Tak. Du ved mange ting. Så det fik vi også ryddet op i.